Tro & Religion

kristendom, den religion, der med udgangspunkt i den jødiske profet og undergører Jesus af Nazaretsvirksomhed i slutningen af 20'erne eller begyndelsen af 30'erne e.Kr. udviklede sig i landene omkring Middelhavet og senere udbredte sig derfra i flere retninger for i 1800- og 1900-t. at tage form som en verdensomspændende religion.

Oldtiden

Den ældste kristendoms centrale religiøse budskab udgjordes af påstanden om Jesu selvopofrelse for folket og hans opstandelse fra de døde, hvorigennem han havde opfyldt Guds frelsesløfte til Israel om "endetidens" konge, Messias (gr. Christos).

Kristusforkyndelsens sammenhæng med Jesu jordiske virksomhed fremgår af hans egen påstand om denne virksomhed som eksklusivt og autoritativt tegn på Gudsrigets frembrud til frelse for syndere og et nyt liv i kærlighed til Gud og medmennesket.

Især gennem apostlen Paulus' optræden som missionær og teologisk forfatter blev denne forkyndelse tidligt forstået som et universelt budskab, gyldigt ud over jødefolkets grænser.

Budskabets bærer var kirken, der forstod sig selv som Messias' nye folk og betragtede Jesus Kristus — Guds enbårne Søn, Guds udtrykte billede, Skaberordet — som usynligt tilstedeværende i dåb, nadvermåltid, prædiken og barmhjertighedsarbejde.

Romerrigets bykultur, kommunikationssystem og delvise religiøse tolerance befordrede kirkens hastige udbredelse inden for imperiets grænser. Under denne udbredelse, som tillige begunstigedes af de kristnes indbyrdes solidaritet og formodentlig også af den respekt for menigmands rationalitet, som lå til grund for deres dåbsundervisning, fandt en konsolidering og institutionalisering sted i organisatorisk og læremæssig henseende.

Kirkens ældste helligskrift, senere kaldet Det Gamle Testamente, dvs. den jødiske bibel tolket i Kristusbudskabets lys, suppleredes af de beretninger (evangelier) om Jesu liv, død og opstandelse, der s.m. Paulus' breve til menighederne og andre kristne skrifter fra ca. 200 samledes til Det Nye Testamente (seBibelen).

Jævnsides med denne fæstnelse af det skriftlige læregrundlag samledes de enkelte menigheders tolknings- og ledelsesautoritet i bispeembedet. I teori og praksis blev menighedernes fællesskab defineret som den katolske, dvs. den verdensomspændende, kirke.

Denne udvikling gav anledning til adskillige protestbevægelser, men den blev underbygget gennem de tidlige kirkefædres teologiske forsvar for og gennemtænkning af det bibelske budskab i diskussion med konkurrerende retninger (isærgnosticismen) såvel som med den græske filosofi.

Resultatet af udviklingen var den frelsesformidlings- og socialorganisation, med hvilken den romerske kejsermagt, efter i flere omgange at have forfulgt de kristne med ofringskrav og henrettelser, i løbet af 300-t. indgik og udbyggede en skelsættende alliance.

Den kirkelige kristendom blev i princippet eneberettiget rigsreligion, hvis trosdefinitioner, fx af treenigheden og inkarnationen, blev vedtaget på rigskirkemøder (koncil), og hvis kirkebyggeri statsmagten ydede sin støtte. Til gengæld accepterede kirkens biskopper og teologer et statsligt overopsyn, udøvet af den af Gud udvalgte kejser, og de leverede praktiske og teoretiske bidrag til styrkelse af den imperiale orden — når de da ikke virkede i modsat retning gennem den svækkelse af rigssammenhængen, som teologiske stridigheder førte med sig. Samtidig med at den rigskirkelige ordning således tog form og befæstedes, fandt den individualreligiøse udvikling sted, som resulterede i det kirkeligt sanktionerede ordensvæsen, rammen om en stræben mod det fuldkomne liv i Kristi efterfølgelse.

Efter sammenbruddet af den romerske middelhavsenhed forløb kristendommens udvikling ad flere indbyrdes adskilte veje, hvoraf de vigtigste var dem, der på langt sigt mundede ud i hhv. den byzantinsk-slaviske og den latinsk-vesteuropæiske kristendomsform.

Den førstnævnte, som siden har vundet hævd på betegnelsen ortodoks, opretholdt i særlig grad forbindelsen til fortiden, for så vidt som alliancen mellem kirken og den videreførte kejserlige statsmagt fortsat fungerede (se Det Byzantinske Rige) under bibeholdelse af den statslige kirkekontrol, og for så vidt som kirkens lære og kultus såvel som dens dannelses- og organisationsapparat også gjorde det.

Denne kristendomsform har sit eget udtryk i kraft af den dominerende rolle, som gudstjenesten spiller deri (stedet, hvor frelseshistorien aktualiseres), og i kraft af den ekspansive religiøse og kulturelle udstråling til de slaviske nabolande, der udgik fra den byzantinske kirke, og som tidligt resulterede i et kirkeliv og en litteratur på disse landes modersmål.

Middelalderen

I Vesteuropa, hvor den gamle orden endegyldigt var brudt ned i kulturel såvel som i politisk henseende, udviklede den kirkelige kristendom sig væsentligt anderledes.

Nye samfundsmæssige vilkår — i form af løse og centrifugale magtordninger, administreret af et analfabetisk kriger- og godsejeraristokrati, stærkt svækkede bysamfund, handelssamkvem og skolevæsen — udløste alvorlige skadevirkninger såvel på præsteskabets dannelsesniveau som på bispeembedet.

Biskopperne måtte give afkald på væsentlige dele af den gamle form for monarkisk kontrol med menighedernes liv og gled efterhånden ind i herremandssamfundets livsformer.

Den arv, som kirken bragte med sig i form af en udarbejdet tilværelsestydning og kultordning, et sammenhængende, litterært funderet historiebillede og en tradition for lovbunden og religiøst legitimeret regering samt pædagogiske indsatser over for udannede og dannede, bevirkede, at kirken på langt sigt var i stand til at præge samfundsbilledet ikke blot religiøst, men også politisk, socialt og kulturelt.

Denne udvikling er karakteristisk for de århundreder — groft sagt fra 700-t. til 1500-t. — i hvilke den latinske katolicisme udbredtes og konsolideredes i Vest-, Central- og Nordeuropa.